Præstetanker​​

Nogle tanker om verdens p.t. mest omtalte grænse i Irland​

​

Sidste efterår tog jeg på en weekendtur til Irland, en ø med gæstfrie folk og mange seværdigheder! Jeg havde været i republikken Irland to gange tidligere, og der var flere ting i Dublin, som jeg ikke havde fået set.

Et tilhørende projekt var en tur over grænsen til Nordirland, hvor hovedbyen Belfast lokkede med en spektakulær attraktion i form af det seks år gamle Titanic museum. Irerne er dygtige til at sætte deres turistindustri i system, og hjemmefra bookede jeg en dagsudflugt med ét af Dublins mange sightseeing-firmaer.

Søndag morgen satte jeg mig op i én af Paddywagons knaldgrønne busser og Mike, den gemytlige chauffør/guide satte kursen nordpå. Undervejs havde vi et stop ved Monasterboice, en smuk klosterruin med imponerende keltiske kors. Mike fortalte og viste området frem med stolthed.

​

Lidt efter passerede vi grænsen til Nordirland, men vi lagde ikke mærke til den. Man skulle simpelthen vide, hvad man skulle se efter: I Irland viser vejtavlerne afstande i km, i Nordirland i miles. Det ene sted er vejstriberne gule, det andet sted er de hvide. Begge steder har man venstrekørsel, så det bliver man heller ikke klogere af. Grænsen er der naturligvis, geografisk, juridisk og administrativt, men den er godt nok svær at få øje på!​

​

​En lang og indviklet historie

​

Det er svært at forklare konflikten i Nordirland på en kort og letfattelig måde. Dertil er forhistorien alt for lang og indviklet! Men jeg forsøger alligevel: Siden middelalderen har ”englænderne” haft herredømmet over øen Irland. I 1600-tallet bosatte (læs: koloniserede!) mange skotter og englændere sig på den nordøstlige del af øen. Disse indvandrere var overvejende protestanter og kom snart i modsætningsforhold til områdets oprindelige befolkning af katolikker. Hele Irland blev på godt og (især) ondt regeret fra London, som ikke gjorde livet let for øens overvejende romersk-katolske befolkning. Efter diverse voldsomme oprør blev øen i 1922 delt i to selvstyrende områder: Fem sjettedele af øens areal blev til den irske fristat og den sidste sjettedel i nordøst til provinsen Nordirland, som stadig skulle høre til Storbritannien. I 1948 blev fristaten endelig til republikken Irland (Eire). Men hvis man dermed troede, at stridighederne mellem de to befolkningsgrupper var løst, tog man grueligt fejl!

​

Striden drejede sig efterhånden mere om politik og nationalt sindelag end om kirkeligt tilhørsforhold. De såkaldte ”Unionister” (overvejende protestanter) orienterede sig mod Storbritannien og følte sig som briter. For dem var den irske republik en slags ”bøhmand”, der truede med at opsluge dem! Nationalisterne (overvejende katolikker) ønskede derimod at samle hele øen til en forenet, irsk republik. Disse to grupperinger eksisterer i bedste velgående, og det gør ikke sagen mindre indviklet, at Unionisterne også bliver kaldt for ”loyalister” og nationalisterne for ”republikanere!” 

The Troubles i Nordirland 1969 – 1998

​

Stridighederne udviklede sig til borgerkrigsagtige tilstande i anden halvdel af det 20. århundrede. Begge parter organiserede paramilitære grupper, hvoraf især IRA nåede at forvolde megen skade. På grund af uroen blev britiske styrker sat ind, hvilket kun fik volden til at eskalere. I 1972 mistende Nordirland derfor sit selvstyre og blev lagt direkte under regeringen i London. Cirka 3.500 mennesker blev dræbt under The Troubles. Våbenhvilen kom i kraft af Langfredagsaftalen i 1998, og i 2006 blev det nordirske selvstyre genindsat. Nu skulle hver befolkningsgruppe begynde at samarbejde med ”de andre”, og bortset fra enkelte episoder har der siden været fred, hvad begge har parter nydt godt af!

​

Grænsen mellem de to områder havde i princippet været åben siden 1922, men i praksis har der været check points fra tid til anden.​Under ”the Troubles” satte militæret kontrolposter ind for at forhindre, at der blev smuglet våben ind i Nordirland. Siden kom både UK og Irland med i EU's ”indre marked”, og den åbne grænse har naturligvis bidraget til en gnidningsløs handel og samfærdsel.

Men alt dette kan blive ødelagt af en ”hård Brexit”: Når Storbritannien forlader EU, skal der etableres grænse- og toldkontrol. Det vil tage tid, det vil blive dyrt, og det kan vække gamle fjendebilleder til live! Både irere og de fleste nordirere vil helst undgå grænsekontrol, og én af løsningerne kunne være at Nordirland forblev i en toldunion med republikken. Men det forslag bryder forhærdede unionister sig ikke om! De frygter, at en toldunion kan svække båndene til Storbritannien og sende dem i armene på den irske republik. De irsk-sindede nationalister frygter først og fremmest, at gamle sår vil springe op igen!

​

Undervejs fortalte Mike om den åbne grænses betydning. Både irere og nordirere pendler i dag over grænsen efter jobs, boliger, dagligvarehandel o. lign. Mike var selv dubliner, men boede med sin familie i Nordirland, hvor huspriserne er lavere end i den irske hovedstad. Han var var skrækslagen ved tanken om, hvad en hård Brexit ville betyde for ham personligt, for samfærdslen og ikke mindst, for freden i Nordirland.

​

​”Berlinmurene” i Belfast

​

I Belfast tog jeg på en såkaldt ”Black Cab” tur, hvor vi kørte til byens hhv. protestantiske og katolske bydele. Jeg var rystet over at se, at hvert område er hegnet ind af en ”Berlin-mur”! De kaldes officielt for ”fredsmure”, men det er bare kosmetik på den barske virkelighed. Myndighederne har endnu ikke turdet rive dem ned af frygt for, at det kunne friste nabolagets bøller til at chikanere ”de andre”! På husgavlene er der i begge områder malet store vægmalerier, der hylder oprørsheltene fra ”the Troubles”. Uanset tilhørsforhold var de nogle hårde nitter med adskillige liv på samvittigheden. De mest krigeriske billeder findes i de protestantiske områder; katolikkerne har derimod dæmpet motiverne betydeligt!

​

Man kommer ikke uden om, at der ligger en latent, en ”sovende” konflikt under en fredsommelig overflade. Og kommer der en hård grænse er der desværre stor risiko for, at konflikten bryder ud igen, siger eksperter.

Efter at have set og hørt en søndag i Nordirland, er jeg ikke i tvivl om, at risikoen er reel!

Bortset fra det var Belfast faktisk en charmerende by, som jeg gerne ville have set mere af. Og Titanic museet var simpelthen helt fantastisk! Men det er en anden historie!

​Vibeke Hammerum

Maj 2019​​